begrundelseskontekst

Begrundelseskontekst, videnskabsfilosofisk betegnelse, der sammen med betegnelsen opdagelseskontekst blev introduceret af Hans Reichenbach i bogen Experience and Prediction fra 1938.

Mens opdagelseskonteksten angiver de vilkår af fx psykologisk og social art, under hvilke videnskabelige opdagelser gøres, udtrykker begrundelseskonteksten de omstændigheder, der skal være opfyldt, for at man kan vurdere og begrunde videnskabelige påstande. Ifølge en række ældre filosoffer (Francis Bacon, John Stuart Mill mfl.) skulle det være muligt at opstille regler for skabelse af videnskabelige teorier, dvs. en opdagelseslogik, der er af en sådan art, at teorierne ikke kræver yderligere begrundelse, når de først er opstillet.

I moderne filosofi tages der i almindelighed afstand fra denne opfattelse. Mens der kan opstilles krav til begrundelseskontekst, mener de fleste filosoffer ikke, at der kan opstilles regler for selve den kreative proces. Om begrundelseskontekst helt kan adskilles fra opdagelseskonteksten, er dog fortsat omdiskuteret.