Barselsfeber, puerperalfeber, bakteriel infektionssygdom i livmoderen efter en fødsel; sygdommen viser sig ved høj feber og ømhed af livmoderen og kan behandles effektivt med antibiotika. Pga. manglende indsigt i sygdommens årsag hærgede den til midten af 1800-t. i form af epidemier med stor dødelighed. Den blev sjældnere, efter at den østrigske læge I.P. Semmelweis i 1847 slog til lyd for antiseptiske principper (vask af hænder m.m.). Risikoen for at få sygdommen øges efter fødselskomplikationer, men er nu under 5%.