artilleri (Organisation)

Artilleri (Organisation), En fast organisation af artilleri i Danmark kendes først fra 1615. Da var det en personelorganisation til brug i fredstid. I krigstilfælde opstilledes artilleriet i særlige formationer og var indtil 1739 fælles for hær og flåde. I 1800-t. og i begyndelsen af 1900-t. var artilleriet organiseret efter anvendelsesmåde: felt-, fæstnings-, kyst- og senere også luftværnsartilleri. I 1920 blev fæstningsartilleriet nedlagt, og i 1932 overførtes kystartilleriet til søværnet. Fra 1970 er søartilleriet indgået i Søværnets Materielkommando og er i dag en integreret del af våbensystemerne i flådens skibe. Luftværnsartilleriet blev efter 2. Verdenskrig enten overført til flyvevåbnet eller sammenlagt med de øvrige artilleriregimenter. Disse uddannede i fredsorganisationen batterier og afdelinger, som indgik i bl.a. division og brigade i hærens krigsorganisation. I 2005 blev antallet reduceret til ét, benævnt Danske Artilleriregiment.

Hærens Artilleriskole uddanner sergenter til artilleriet og gennemfører efter- og videreuddannelse af personellet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig