artilleri (Feltartilleri)

Artilleri (Feltartilleri), Feltartilleriet udgør de hærenheder, der betjener tungere skytssystemer, som med indirekte beskydning bekæmper mål under hærstyrkers kamp. Feltartilleriets skytssystemer, som består af såvel rørartilleri som raketartilleri, er fleksible, idet beskydningen kan gennemføres hurtigt og præcist under alle vejr-, lys-, sigtbarheds- og terrænforhold. Skytssystemerne inddeles efter transportmåde i trukne (bugserede) og selvkørende. De trukne skytssystemer er karakteristiske ved, at betjening udføres i det fri, mens den ved de selvkørende skytssystemer normalt finder sted i let pansrede bælte- og hjulkøretøjer. Rækkevidden for rørartilleri afhænger af kanonrørets diameter (kaliber) og længde samt anvendt antal drivladningselementer. Forholdet mellem kanonrørets kaliber og længde (kaliberlængde) angiver en inddeling i type. Skytssystemer med lille kaliberlængde benævnes haubits, med stor kaliberlængde kanon. Haubitser og kanoner kaldes i bred forstand pjecer. For raketartilleriets vedkommende benævnes den enkelte enhed raketstyr. Eksisterende udbredte skytssystemer har en kaliber mellem 105 mm og 227 mm. Kaliber 155 mm er den mest anvendte i moderne, vestlige rørskytssystemer. Den har en skudvidde på ca. 20 km med ældre, men stadig anvendte ammunitionstyper, mens moderne ammunitionstyper, bl.a. på grund af forbedret aerodynamik, giver mulighed for skudafstande på ca. 30 km.

Raketartilleriets skudvidde er i almindelighed større end rørartilleriets. Ved raketartilleri er skudafstanden bl.a. afhængig af raketmotorens kapacitet.

Ammunition til rørartilleri er sammensat af granat, drivladning, brandrør og fængrør. Granattypen vælges under hensyn til den ønskede virkning i målet. Granaten består af en aerodynamisk metalskal med indhold, som fremkalder den ønskede virkning. De ældre ammunitionstyper er overvejende granater indeholdende trotyl (brisantgranater), hvor virkningen opnås ved, at granatskallen splittes i småstykker (fragmenter) og spredes, når trotylet detonerer. Denne granattype er især effektiv mod personel. Nyere granattyper konstrueres til dels efter samme princip, men også med henblik på at kunne bekæmpe pansrede mål, fx kampvognskoncentrationer, ved at der fra granaten udkastes et antal sprænglegemer, der detonerer, når den rammer målene.

Drivladningen anvendes til at accelerere granaten, mens den endnu befinder sig i kanonrøret. En drivladning er modulopbygget i et antal ladningselementer, normalt af sejldug indeholdende krudt. Det anvendte antal afhænger af skytstype og skudafstand til målet.

Brandrøret skrues normalt på granatens forende og er bestemmende for, hvor i skudbanen granaten skal sprænges. Afhængig af brandrørstype kan granaten bringes til sprængning i luften over målet (luftsprængning), ved berøring af jordoverfladen i målet (nedslag) eller der indlægges en forsinkelse, således at granaten sprænges efter nedtrængning i jordoverfladen i målet (minevirkning).

Fængrøret sættes bagest i kanonrøret, hvor det antændes ved en mekanisk påvirkning. Med en stikflamme gennem en tændkanal antændes drivladningen. Raketartilleriets ammunition er konstrueret således, at den enkelte raket accelereres og fremføres af en raketmotor i skudbanen.

Dansk feltartilleri består fra 2005 af selvkørende haubitser, anskaffet i slutningen af 1960'erne. De er senere blevet modificeret med bl.a. længere kanonrør. Det har bevirket, at skudafstanden er blevet forøget, og at pjecerne kan afskyde moderne ammunition. Med den nye kaliberlængde kaldes disse skytssystemer kanon.

Feltartilleriet er karakteriseret ved at beskyde flademål ved indirekte ildafgivelse, dvs. at målene normalt ikke kan ses fra skytssystemet (ildstillingen). Stedsbestemmelse af mål gennemføres derfor på et topografisk kort, idet målpunktet udtages som koordinater i et fælles koordinatsystem, normalt Universal Transversal Mercatorprojektion (UTM). Koordinaterne sendes via radio eller telefon til ildstillingen, hvor koordinaterne omsættes til data for pjecerne, som derpå rettes i side og højde under anvendelse af påmonterede optiske instrumenter. Automatisering af skydeledelsen under anvendelse af målbestemmelse ved hjælp af satellitter, automatisk datatransmission og udstrakt brug af elektronik er indført eller under indførelse i alle moderne hære, også den danske.

For at ildafgivelsen mod flademål skal have god virkning, er rørartilleriet organiseret i enheder med et antal pjecer, der samtidig beskyder samme mål. Batteriet indeholder 6-8 pjecer, der normalt skyder fra samme ildstilling. Afdelingen består af tre batterier med pjecer samt et batteri, der bl.a. har til opgave at genforsyne afdelingens øvrige batterier.

Afdeling er den normale størrelse på en skydende enhed; det betyder, at et mål kan udsættes for samtidig beskydning med 18-24 pjecer.

For raketartilleriets vedkommende veksler antallet af raketstyr i en skydende enhed fra et enkelt og op til samme antal som for rørartilleri, afhængigt af kaliber. Fra et raketstyr kan affyres fra 1 til 36 raketter samtidig. Et raketstyr med stor kaliber (220 mm) kan ved samtidig affyring af alle raketter give samme effekt som en afdeling rørartilleri, men bruger længere tid til genladning.

For at sikre, at stedsbestemmelse af mål, aktivitetspåkald og ledelse af ildstøtte gennemføres hensigtsmæssigt, giver feltartilleriets organisation mulighed for, at der ved hærstyrkernes kampenheder indgår artillerister (artilleriobservatører). Ildstøtten er nøje koordineret ved et samarbejde mellem udsendte artilleriobservatører og kampenhedernes chefer.

Feltartilleriets generelle opgaver er at yde nærstøtte, bekæmpe fjendens artilleri og mortérer samt bekæmpe øvrige mål i dybden. Nærstøtte har til formål at bekæmpe fjendtlige styrker, som umiddelbart kan hindre eller vanskeliggøre egne hærstyrkers gennemførelse af deres opgaver.

Artilleri- og mortérbekæmpelse skal uskadeliggøre fjendens ildstøttevåben for derved at opnå den nødvendige overlegenhed i ildkraft.

Bekæmpelse af øvrige mål i dybden har til formål at vanskeliggøre fjendtlige landstyrkers bevægelser, herunder bl.a. fremføring af reservestyrker og våbensystemer. Virkningen i et mål fastlægges ud fra et ønske om enten at ødelægge eller neutralisere målet. Det sidste indebærer, at målet i en kortere eller længere tid ikke kan påvirke kampen. Herudover kan en opgave bestå i at blænde et mål (røgskydning) eller at belyse et mål (lysskydning).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig