En armhule er overgangen mellem arm og krop på undersiden af skulderen. Armhulens hud er efter kønsmodningen behåret og indeholder særlige, store apokrine svedkirtler.

Faktaboks

Også kendt som

aksil (ordet aksil kommer af latin axilla, diminutiv af ala 'vinge')

Under huden findes et fedtfyldt rum, der strækker sig opad til nøglebenets bagside, og hvorigennem den store pulsåre, arteria axillaris, og den store blodåre, vena axillaris, samt alle nerverne til armen forløber i en fælles bindevævsskede; ved indsprøjtning af et lokalbedøvelsesmiddel inden for denne skede kan der opnås bedøvelse af hele armen og hånden.

Armhulen rummer et stort antal lymfeknuder, der modtager lymfen fra armen, samt fra de dele af kropsvæggen, der ligger over navlens niveau, herunder fra kvindens brystkirtler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig