Kileskrift-inskriptioner fra Urarturiget er de ældste skriftlige overleveringer fra det historiske armenske område. Den ældste litteratur på det armenske sprog er nedskrevet i 400-tallet, men herfra kendes også enkelte kvad, der stammer fra førkristen tid, fx sangene fra Goghthn, der er overleveret via historikeren Moses fra Chorene (Movses Khorenatsi, ca. 410-490).
I øvrigt er den tidlige armenske litteratur af kristent præg, idet armenierne først fik deres alfabet efter kristendommens indførelse i begyndelsen af 400-tallet. Den tidligste litteratur består således i høj grad af oversættelser af Bibelen og oldkirkelig litteratur. Den tidligst kendte armenske forfatter er Eznik fra 400-tallet, der skrev imod kætterier, indbefattende hellenistisk og persisk religion. Også kvindelige poeter, bl.a. Sandukht fra 700-tallet, fik betydning.
Armeniernes modstand mod araberne besynges i det store, folkelige epos David fra Sassun, som har spillet en vældig rolle for den nationale bevidsthed. Et andet højdepunkt i armensk middelalderlitteratur er Gregor fra Nareks (ca. 945-1010) Klagesangenes bog. Den lærde munk Johannes (eller Hov(h)annes) fra Erznka skrev om grammatik, astronomi, historie og handel.
De første armenske bøger blev trykt i Venedig i 1500-tallet, og den første avis udkom i den indiske by Madras (nu Chennai) i 1794. Siden er armensk litteratur udkommet overalt i diasporaen. Under de persiske og tyrkiske herredømmer blev armensk litteratur et våben i frihedskampen. Et markant eksempel er Sayat Nova (1722-1795), hvis virkelige navn er Arutiun Sajatian, som digtede på det nye litterære sprog asjkharabar, foruden på georgisk og aserbajdsjansk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.