Arbejds- og opholdstilladelse, tilladelse fra de danske udlændingemyndigheder, der giver en udenlandsk statsborger lov til at opholde sig i Danmark og at arbejde under opholdet. Opholdstilladelse er normalt ikke nødvendig ved et kortvarigt ophold her i landet (dvs. under tre måneder), men ret til at arbejde forudsætter næsten altid en arbejdstilladelse. Betingelserne for at få disse tilladelser er fastsat i lovgivningen om udlændinge, der er det afgørende instrument til styring af indvandring i Danmark.

Siden efteråret 1973 (gæstearbejderstoppet) har adgang til at opnå arbejds- og opholdstilladelse i Danmark været begrænset, således at det i hovedsagen alene har været flygtninge og udlændinge med en ganske særlig tilknytning til Danmark — navnlig af familiemæssig art — eller med ganske særlige kvalifikationer, der har kunnet få en sådan tilladelse. Arbejds- og opholdstilladelse skal som hovedregel være opnået inden indrejsen i Danmark.

For visse nationaliteter gælder dog særlige regler. Nordiske statsborgere kan frit bosætte sig og arbejde i Danmark. EU-statsborgere og deres familiemedlemmer har en særlig adgang til arbejds- og opholdstilladelse og dermed adgang til det danske arbejdsmarked i kraft af EU-reglerne om arbejdskraftens frie bevægelighed. Se også udlændingelovgivning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig