Aktivitetspædagogik, en undervisningsmetode, der er opstået omkring 1920. Eleven stilles over for problemer og skal på egen hånd forsøge at løse dem. Aktivitetspædagogikken er især beskrevet af den østrigsk-svenske folkeskolelærer Elsa Köhler og amerikaneren John Dewey, og den bygger på flere principper: I spontanitetens princip skal den enkelte elev udfolde sig frit, uden at det bliver på fællesskabets bekostning; individualiseringens princip lader eleven arbejde med lærestof, der svarer til den enkelte elevs udviklingstrin og egenart; udviklingens og personlighedens princip stiler mod at hjælpe eleven til at blive et lykkeligt og harmonisk menneske, bl.a. ved at udvikle iboende, skabende evner.

Lærestoffet bliver behandlet som emneundervisning på tværs af fag; arbejdet med et emne afsluttes med kritik og vurdering, hvor der lægges vægt på, at det er eleven og ikke læreren, der udøver kritikken. Se også pædagogik.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig