Zhangjiakou, Kalgan, historisk transport- og handelscentrum i den nordlige del af Hebeiprovinsen i Kina; 473.200 indb. (2010). Byen ligger ved Den Store Mur og var centrum for kinesernes varebytte med de mongolske nomader. Zhangjiakou, som har 13 amter under sin administration, rummer en stor del af provinsens mineraler, herunder kul og guld. Byen er i dag en alsidig industriby omfattende energi, metaludsmeltning, maskiner, uldtekstiler, læder og fødevarer og har etableret frizoner for udenlandske investeringer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.