Yidynastiet

Yidynastiet, Chosonperioden, koreansk dynasti 1392-1910, opkaldt efter general Yi Song-gye (1335-1408), som afsatte Koryodynastiets sidste hersker og i 1392 lod sig udråbe til konge under det officielle dynastinavn Choson. Dynastiet faldt, da Korea i 1910 blev en regulær japansk koloni.

Chosonperioden var i begyndelsen præget af et tæt forhold til Kina. Under det kinesiske Mingdynasti (1368-1644) blev Korea betragtet som klientstat og udviklede en statsadministration efter kinesisk forbillede. Kongen var, når den kinesiske kejser formelt havde accepteret ham, enehersker i riget; et magtfuldt censorat fungerede dog som korrektiv til kongen og hans administration. Nykongfuzianismen, især Zhu Xis skrifter, dannede udgangspunkt for samfundets organisering. Landet var inddelt i otte provinser, som igen var delt i mindre enheder. Alle ledere over landsbyniveau blev udpeget centralt og var som oftest statseksaminerede embedsmænd.

Den mest berømte konge er Sejong; i hans regeringsperiode (1418-50), der betragtes som dynastiets blomstringstid, blev bl.a. det koreanske alfabet, hangul, udviklet. Efter invasioner fra Japan i 1592 og fra Manchuriet i 1627 og 1636 isolerede Korea sig fra omverdenen indtil 1880'erne og fik betegnelsen Eremitkongedømmet.

Under Yidynastiet blev Korea mere kongfuziansk end noget andet land i Østasien, hvilket fortsat spiller en central rolle for udviklingen i landet. Se også Korea (historie).