Wisconsin-synoden, (2.led af gr. synodos 'sammenkomst, møde'), Wisconsin Evangelical Lutheran Synod, amerikansk kirke, grundlagt 1850 og i 1917 sammensluttet med andre konservative kirker med tysk baggrund. Historisk set har den haft tætte bånd til den konservative Missouri-synode, men i 1960'ernes begyndelse skiltes deres veje pga. Wisconsin-synodens kritiske syn på samarbejde med andre lutherske kirker. Wisconsin-synoden fastholder et stærkt konservativt syn på tro og kirke og afholder sig generelt fra fælleskirkeligt samarbejde. Den har hovedkvarter i Milwaukee, Wisconsin, og er med sine ca. 410.000 medlemmer (1998) det tredjestørste lutherske kirkesamfund i USA.