Windesheimkongregationen, klosterlig reformbevægelse, grdl. 1386 af augustinere i Windesheim nær Zwolle i Nederlandene. Grundlæggelsen skete i forlængelse af den betydelige folkelige tilslutning i Nederlandene og Tyskland, som lægmandssammenslutningen Brødrene af Fælleslivet havde vundet i 1300-t.; den indvarslede de reformbevægelser, der i tiden frem til Reformationen gjorde sig gældende inden for flere ordener. Windesheimkongregationen, der levede efter Augustinerreglen, omfattede i løbet af 1400-t. flere end 80 klostre for mænd, deriblandt Agnetenberg nær Zwolle, hvor Thomas à Kempis boede, og 13 for kvinder, men efter ca. 1500 aftog tilslutningen.