Willemstad var den tidligere hovedstad i Hollandske Antiller, beliggende på Curaçaos vestkyst; ca. 140.000 indbyggere (2008). Byen er delt i to, adskilt af bugten Sint Annabaai. Caribiens største bro, en af verdens største pontonbroer, forbinder de to dele. I den gamle bydel findes adskillige huse i ren hollandsk arkitektur, og her ligger også den vestlige halvkugles første synagoge fra 1651 og den ældste, bevarede europæiske kirkegård fra 1659; på denne baggrund er den gamle bydel optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. I byen findes desuden et stort havakvarium med tilhørende 20 km2 undersøisk nationalpark. Byens olieraffinaderi er fortsat et af verdens største, omend af aftagende betydning. I øvrigt er byen præget af områdets omfattende krydstogts- og anden turisme.