Werner Herzog

Faktaboks

Werner Herzog
Født
1942

Werner Herzog, Werner Stipetic, f. 1942, tysk filminstruktør. Werner Herzog hører til originalerne i moderne film og har med stædighed realiseret sine projekter, ofte under store vanskeligheder. Hans film kredser ofte om mandlige fantaster, drømmere og galninge, der er besatte af deres mission.

Det gælder Aguirre, der Zorn Gottes (1972, Aguirre, den gale erobrer) om en spansk erobrer i 1500-t. på håbløs jagt efter de legendariske guldskatte i Amazonas' jungle; Fitzcarraldo (1982) om en rigmand, hvis tvangstanke er at slæbe et skib op ad en bjergskrænt inde i junglen; Cobra Verde (1987) om en brasiliansk barfodsbandit fra 1800-t., der som magtbegærlig slavehandler i Vestafrika går til grunde i vanvid.

Blandt Herzogs berømteste og mest særprægede film er også Jeder für sich und Gott gegen Alle (1974, Gåden om Kaspar Hauser), der fortæller Kaspar Hausers mærkelige skæbnehistorie med både satire og poesi. Herzog har ofte arbejdet utraditionelt; i Herz aus Glas (1976) benytter han hypnotiserede skuespillere, i Kaspar Hauser-filmen og i Stroszek (1977) spilles hovedrollen af Bruno S. en anonym skizofrenipatient.

Werner Herzog hører til fortroppen af de nye instruktører, som i 1970'erne skabte ny international opmærksomhed om tysk film, og da han i 1979 genindspillede F.W. Murnaus klassiske stumfilmgyser Nosferatu (1922), efter Bram Stokers roman Dracula (1897), var det en hyldest til tysk films første storhedstid.

Werner Herzog er desuden en anerkendt dokumentarfilmskaber, og siden 1990'erne har han næsten ensidigt arbejdet i denne genre, bl.a. med de prisbelønnede Little Dieter Needs to Fly (1997) og Grizzly Man (2005). Han har tillige instrueret opera i Bayreuth.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig