Wehrmachtsausstellung. Udstillingen om den tyske værnemagts krigsforbrydelser ved Østfronten under 2. Verdenskrig var meget omdiskuteret i Tyskland.

.

Wehrmachtsausstellung, Vernichtungskrieg. Verbrechen der Wehrmacht 1941 bis 1944, udstilling om 2. Verdenskrig vist i 33 tyske og østrigske byer 1995-99. Formålet med udstillingen var at dokumentere den tyske hærs krigsforbrydelser ved Østfronten. Dermed rokkede den ved myten om, at Værnemagten (Wehrmacht) havde kæmpet en "anstændig" krig og ikke fx deltaget i udryddelsen af jøder og civile russere.

Udstillingen, der blev set af mange, var stærkt omdiskuteret i Tyskland, og nationalistiske grupper forsøgte at stoppe den. Kritikken var især rettet mod billeddokumentationen, der i flere tilfælde havde vist sig at være misvisende, og i 1999 blev udstillingen lukket.

Efter at en historikerkommission havde gennemgået materialet, blev en del af de stærkt følelsesladede billeder taget ud, og udstillingen genåbnede i 2001 under navnet Verbrechen der Wehrmacht. Dimensionen des Vernichtungskrieges 1941-1944. Dokumentationen af Værnemagtens deltagelse i krigsforbrydelser blev der derimod ikke rokket ved.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig