Visconti, (navnet er taget efter titlen visconte 'vicegreve'), norditaliensk slægt, der dominerede Milano og Lombardiet ca. 1300-1447. Ottone (1207-95) udnævntes til ærkebiskop af Milano i 1262, og brorsønnen Matteo 1. (1250-1322) var statholder. Fra 1349 blev medlemmer af slægten arvelige signori (despoter) over Milano, og familien ekspanderede yderligere under Galeazzo 2. (1321-78) og Bernabò (1323-85). Gian Galeazzo (1351-1402) tog magten fra sin farbror i 1385. Han erobrede store dele af Nord- og Mellemitalien, og Milano blev en regional stormagt, der udgjorde en trussel mod republikken Firenze. Det blev dog aldrig et sammenhængende rige, og slægtens besiddelser blev væsentligt reduceret under Filippo Maria (1392-1447). Da han døde, blev hans svigersøn Francesco Sforza hertug over et reduceret og ustabilt Milano.

Visconti blev et forbillede for periodens italienske signoriaer (despotier); især var Gian Galeazzo mæcen for kunst, arkitektur og videnskab. Slægtens eftermæle som voldelig og grusom skyldes hovedsagelig deres modstanderes, især Firenzes, propaganda.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig