Faktaboks

Vicki Baum
Født
1888
Død
1960

Vicki Baum, 1888-1960, østrigsk-amerikansk forfatter. Vicki Baum slog igennem med romanen Stud.chem. Helene Willfüer (1929), der tog aktuelle kvindeproblemer op: uønsket graviditet i en tid med forbud mod svangerskabsafbrydelse og strenge straffe for illegal abort; vanskelighederne ved at forene arbejde og moderskab. Men hovedpersonen overvinder alle trængsler og får endda til slut sin professor.

Romanen Menschen im Hotel (1929, da. Grand Hotel, 1932) gjorde Vicki Baum verdensberømt. Den fortæller om mennesker, der tilfældigt mødes på et stort Berlinerhotel, og blev filmatiseret to gange, 1932 med bl.a. Greta Garbo.

I forbindelse med filmatiseringen rejste Vicki Baum 1931 til USA, hvor hun siden valgte at blive, da nazisterne satte hendes bøger på den sorte liste. Efter Østrigs indlemmelse i Tyskland 1938 blev hun amerikansk statsborger; senere bøger, herunder et bind værdifulde erindringer, skrev hun på engelsk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig