Viby, forstad til Aarhus omkring udfaldsvejen til Skanderborg - rute 170 - og Ring 2. I centrum ligger en overdækket handelsgade nær den middelalderlige Viby Kirke. Forstaden ligger på nærbanen Odder-Aarhus og har flere uddannelsesinstitutioner, bl.a. lærerhøjskole, videregående handelsuddannelser og gymnasium. I den sydvestlige del ligger alsidige erhvervskvarterer.

Ravnsbjergkirken ved boligområdet Grøfthøjparken er opført 1976 af arkitekt C.F. Møller. Den fremstår som en magtfuld blok af røde teglsten; østfacaden er gennembrudt af et vældigt cirkelvindue og en dyb indskæring om klokketårnet. Det storladne indre er udsmykket af billedhuggeren Erik Heide.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig