Viðoy. Villingadalsfjall (844 m) på Viðoy indhyllet i skyer. Bygden Viðareiði er omgivet af dyrkede græsmarker (bøur), mens størstedelen af øen henligger som fjeldenge til sommergræsning (hagin). Hele sceneriet, herunder det omskiftelige vejr, er karakteristisk for Færøerne.

.

Viðoy, en af de seks øer i gruppen Norðoyar, Færøerne; 41 km2, 595 indb. (2011). Øen er langstrakt og kun ca. 1 km bred ved bygden Viðareiði. På den nordlige del ligger Villingadalsfjall (844 m) og forbjerget Enniberg.

Det meste af øens vestside er en jævn fjeldside, mens der er dybe dale og botner på østsiden. Her ligger også den nordvendte bugt Viðvík. Hvannasund skiller øen fra Borðoy; ved bygden Hvannasund er der vejdæmning over sundet og forbindelse med rutebåd til de østlige naboøer Fugloy og Svínoy.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig