Vatikanmuseerne, Musei Vaticani, rummer nogle af verdens fineste antik- og kunstsamlinger. Den spiralformede indgangstrappe er opført 1932.

Ved siden af Belvederepaladset opførtes 1771-94 Museo Pio-Clementino for Clemens 14. og Pius 6. med de gamle pavelige samlinger af antik romersk og græsk kunst, bl.a. Laokoon-gruppen og Apollon Belvedere, der tidligere havde stået i Belvederegården.

1802 lod Pius 7. Museo Chiaramonti indrette i den østlige af Bramantes korridorbygninger og den senere opførte Braccio Nuovo med antik kunst, især fund fra Forum Romanum i Rom.

1837 åbnede Gregor 16. Museo Gregoriano Etrusco med etruskisk kunst, og i 1839 Museo Gregoriano Egizio med egyptisk kunst, begge i Belvederepaladset; Galleria Lapidaria rummer verdens fineste samling af inskriptioner. Museo Gregoriano Profano har antikke gemmer og bronzer, der ligesom den oldkristne og middelalderlige kunst i Museo Pio Cristiano og de etnografiske samlinger i Museo Missionario Etnologico er overført fra Lateranet i begyndelsen af 1970'erne.

Malerisamlingen, La Pinacoteca, åbnede 1932 i en ny bygning af Luca Beltrami; den rummer hovedsagelig italienske malerier fra 1000-tallet-1700-tallet, bl.a. Rafaels Transfigurationen.

En samling af religiøs billedkunst fra 1900-tallet åbnede i 1973 i Borgia-rummene.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig