Tucson er en by i det sydlige Arizona, USA. Den har 543.200 indbyggere, hvoraf 44,2% hispanics (2021).

Byen, der ligger omgivet af bjerge på en højslette i Sonora Desert, har mere end tidoblet sin befolkning siden 2. Verdenskrig. Væksten skyldes en kombination af militærbaser og nye industrier (elektronik- og flyindustri m.m.) og et behageligt, solrigt klima, der har tiltrukket mange pensionister.

I byens centrum ligger statens største og ældste læreanstalt, University of Arizona (1885), og det historiske kvarter El Presidio med rester af den spanske fæstningsby fra 1776. Andre turistmål er Arizona-Sonora Desert Museum (20 km mod vest) og det nærliggende Old Tucson, der har været en levende westernkulisse siden indspilningen af Arizona i 1939, hvor Columbia Pictures "genskabte" byen fra 1860'erne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig