Tribonema, (af gr. tribein 'slide ned, opløse, rive fra hinanden' og nema 'tråd'), ferskvandsslægt af gulgrønalger. Arterne, som er ugrenet trådformede, er almindelige tidligt på sommeren, hvor de danner lysegrønne, vatagtige masser i stillestående vand. Ved sporedannelse falder trådene fra hinanden i små stykker.