Tomaso Albinoni

Faktaboks

Tomaso Albinoni
Født
1671
Død
1751

Tomaso Albinoni, 1671-1751, italiensk komponist og violinist. Som søn af en velstående venetiansk papirfabrikant kunne Tomaso Albinoni i lighed med bl. a. brødrene Marcello dyrke musikken som dilettante ('amatør'); denne officielt anvendte betegnelse blev senere afløst af musico di violino, der lader ane, at han blev professionel musiker.

Albinoni skrev, foruden et halvt hundrede operaer og anden vokalmusik, et betydeligt antal instrumentalværker. Med sine solokoncerter (violin, obo) i tre satser i rækkefølgen hurtig-langsom-hurtig var han med til at fastlægge rammerne for genren, der blev videreudviklet af andre venetianske komponister, navnlig Antonio Vivaldi.

Et antal af Tomaso Albinonis værker udkom i samtiden (opus 1-10). Den berømte Adagio er en komposition af Remo Giazotto (1910-98), skrevet på grundlag af en ukomplet sats af Albinoni.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig