Tjingiz Ajtmatov

Faktaboks

Tjingiz Ajtmatov
født:
12. december 1928
død:
10. juni 2008

Tjingiz Ajtmatov, 12.12.1928-10.6.2008, russisk-kirgisisk forfatter, omstridt skikkelse i sovjetisk litteratur og politik. Ajtmatov fik sit internationale gennembrud med kærlighedsromanen Dzjamilja (1959, da. 1973). Øvrige hovedværker: Farvel Gulsary (1966, da. 1974), Den hvide damper (1970, da. 1977), Vigesporet (1981, da. 1985) og Skafottet (1986, da. 1987), der behandler tabuemner, bl.a. narkotika og ungdomskriminalitet. Mange af Ajtmatovs værker er omsat til drama og film. Ajtmatov skildrer sovjetiseringen af den traditionelle kirgisiske nomadekultur og stiller fundamentale etiske spørgsmål.

Siden 1980'erne har Ajtmatov været optaget af økologiske og teknologiske problemer samt af eksperimenter med romanformen. Romanen Kassandras brændemærke (1994) blev rost, men det sene forfatterskab er ellers ikke højt estimeret.

I midten af 1980’erne gik han aktivt ind i politik, og efter Kirgisistans selvstændighed i 1991 har han bestridt en række diplomatiske topposter i Europa og EU, bl.a. som Kirgisistans ambassadør i Luxembourg.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig