Till Uglspil, titlen på en europæisk folkebog, der siden senmiddelalderen i talrige udgaver har viderebragt de muntre, grove og frække beretninger om narren af samme navn.

Uglspil driver gæk med alt og alle, ingen og intet er ham helligt. Måske har der engang levet en virkelig Uglspil, måske er han en af de mange hofnarre fra middelalderen, som er gået på landevejen blandt landsknægte, gøglere og pottemænd. Og måske er det virkelig ham, der engang blev begravet i den nordtyske by Mölln under en gravsten, som bærer hans emblem: Den kloge ugle på et spejl, der viser folk deres sande jeg. Intet er dog endnu bevist om Uglspil, han driller stadig de ihærdige forskere.

Formentlig har Uglspilfiguren rod flere steder: I den mundtlige fortælletradition, i senmiddelalderens og bondekrigstidernes dyrkelse af narren som sandsiger. Mange af historierne om ham tilhører det internationale fortællegods. Folkebogen om Uglspil er en roman — i så fald en skælmeroman — for så vidt som den begynder med hans fødsel, ender med hans begravelse og derimellem fortæller hans narrestreger på livsvandringen. Fortællere har plukket i Uglspilhistorierne. Den historie, hvor han er maler for Landgreven af Hessen, kan således genkendes i H.C. Andersens Kejserens nye klæder.

Uglspil udkom første gang i Danmark i midten af 1500-t., er genoptrykt mange gange, selvom Christian 4. i 1638 forbød bogen. Den flamske digter Charles de Coster udgav i 1867 sin berømte La Légende d'Ulenspiegel (da. Historien om Uglspil og Lamme Goedzak, 1944).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig