Faktaboks

Thaksin Shinawatra
Født
26. juli 1949

Thaksin Shinawatra, f. 26.7.1949, thailandsk politiker. Thaksin vandt valget i 2001 med en jordskredssejr. Valgt på folkeligt grundlag, men med en baggrund i den thailandske storkapital kom han i modvind og blev anklaget for korruption, som kun blev afvist med én stemme af en konstitutionel domstol. Hans politik blev herefter i mindre grad reformorienteret. Thaksin blev kritiseret for at regere stadig mere autoritært. Han blev ikke desto mindre genvalgt med overvældende flertal i 2005, men han og hans families salg af deres aktier i et telekommunikationsfirma førte til kraftig kritik. Han udskrev på ny valg i april 2006, som han vandt, men oppositionen boykottede det, og Thaksin trådte tilbage for nogle uger. Den politiske krise i Thailand nåede et højdepunkt, da Thaksin i september 2006 blev væltet ved et militærkup. Han gik i eksil i Storbritannien, hvor han i 2007 købte fodboldklubben Manchester City; han afhændede klubben året efter. I 2008 vendte han tilbage til Thailand, hvor han stod anklaget for korruption. Senere på året rejste han tilbage til Storbritannien, hvor han søgte asyl. I sit fravær idømtes han en fængselsstraf af Thailands højesteret i oktober 2008.

I 2011 vandt partiet Pheu Thai Party parlamentsvalget. Partiet har opretholdt nære forbindelser til Thaksin, og det ledes af hans søster, Yingluck Shinawatri, som blev ny premierminister.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig