Sydney Brenner

Faktaboks

Sydney Brenner
Født
13. januar 1927
Død
5. april 2019

Sydney Brenner med kulturer af Caenorhabditis elegans, den modelorganisme, han var med til at indføre i molekylærbiologien.

.

Artikelstart

Sydney Brenner var en britisk genetiker og molekylærbiolog, født i Sydafrika. I 2002 delte han nobelprisen i medicin/fysiologi med H. Robert Horvitz og John E. Sulston for deres studier af den genetiske regulering af organdannelse og celledød.

Sydney Brenner var ansat ved Medical Research Council i Cambridge 1957-92, og fra 2001 var han professor ved Salk Institute, La Jolla.

Sydney Brenner var sidst i 1950'erne med til at afklare opbygningen af den genetiske kode (bl.a. sammen med Francis Crick), og i 1961 fremlagde han sin opdagelse (bl.a. sammen med François Jacob) af messenger-RNA (mRNA) som overbringer af den genetiske information fra DNA til ribosomerne, hvor proteindannelsen foregår. Han videreførte studierne med andre aspekter af RNA's funktion under proteinsyntesen.

Sydney Brenner var foregangsmand for det molekylære studium af fosterudvikling, vækst, ældning og celledød (se apoptose), og han valgte at bruge rundormen Caenorhabditis elegans, som siden er blevet modelorganisme for store dele af biologien. Midt i 1980'erne tog han del i afkodningen af det samlede menneskelige genom (se human genom-projektet), og han udviklede siden metoder til analyse af DNA og samspillet mellem cellens proteiner. Sydney Brenner udarbejdede også retningslinjer for genetisk forskning, fx brugen af svækkede mutantbakterier.

Sydney Brenner, som havde et ry for humoristisk provokation, modtog bl.a. den prestigefyldte Albert Lasker-pris to gange (1971 og 2000).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig