Faktaboks

Sven Hazel

Sven Hassel, Sven Arbing, Børge Willy Redsted Pedersen

Født
19. april 1917, Hillerød
Død
21. september 2012, Barcelona, Spanien
Sven Hazel
Sven Hazel er forfatterpseudonymet for Børge Willy Redsted Pedersen. Fotograferet i 1960.
Sven Hazel
Af /Ritzau Scanpix.

Sven Hazel er et pseudonym for Børge Willy Redsted Pedersen. Efternavnet blev senere ændret til Arbing. Sven Hazel var en dansk forfatter, der i årene 1953 til 1984 skrev et antal krigsromaner, der opnåede en overvældende salgssucces i Danmark og i udlandet.

Debuten De fordømtes legion (1953) vakte opsigt, fordi forfatteren, da kendt som Sven Hassel, hævdede, at alle de skildrede krigshændelser i bogen var selvoplevede, idet han under 2. Verdenskrig havde været indrulleret i et tysk strafferegiment, der måtte udkæmpe kampe ved en række afgørende krigsfronter.

Tilskyndet af opmærksomheden om bogen påbegyndte Sven Hazel en stereotyp produktion af romaner, hvor han lod personerne i strafferegimentet optræde i usandsynlige krigseventyr.

I 1963 undersøgte journalisten Georg Kringelbach (1927-1979) Sven Hazels fortid og afslørede, at nok havde han måske været i Tyskland under krigen, men ikke i en straffebataljon. Derimod havde han i Danmark under krigen arbejdet for den tyske efterretningstjeneste E.T., der samarbejdede med Hipo. Sven Hazel forlod derpå Danmark og etablerede sit eget forlag ved navn Bellum i Spanien.

Danskeren Just Betzer (1944-2003) producerede i 1987 filmatiseringen af Sven Hazels roman Døden på larvefødder på engelsk i det daværende Jugoslavien med bl.a. Oliver Reed (1938-1999) og David Carradine (1936-2009) på rollelisten. Filmen blev lanceret under to titler, The Misfit Brigade og Wheels of Terror, men blev også økonomisk en fiasko.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig