Spike Lee, egl. Shelton Jackson Lee, f. 1957, amerikansk filminstruktør, manuskriptforfatter og skuespiller. Lee, der har baggrund i den sorte intellektuelle middelklasse, kredser i sine film om racespørgsmål og de sorte amerikaneres identitet, ofte i en vital og energisk filmstil. Blandt hans vigtigste film er hverdagshistorien She's Gotta Have It (1986), racismedramaet Do The Right Thing (1989), den biografiske Malcolm X (1992), der blev kritiseret for sin skønmaling af den sorte borgerrettighedsforkæmper, samt den komplekse kriminalfilm Clockers (1995). Med Summer of Sam (1999) trådte racetematikken for første gang i baggrunden, og med 25th Hour (2002) blev Lee den første amerikanske mainstreaminstruktør, der behandlede livet i New York i skyggen af terrorangrebet 2001; Inside Man (2006) er en mere konventionel kupfilm.