Sloveniens folkeafstemninger om medlemskab af EU og NATO

Slovenien blev medlem af NATO den 29. marts 2004 og den Europæiske Union den 1. maj 2004. Beslutningen om at tilbyde Slovenien Nato medlemskab blev truffet på et topmøde i Prag den 9. juli 2002. Senere samme år blev Slovenien tilbudt medlemskab af EU under EU-topmødet i København den 12. til 13. december 2002.

I den slovenske forfatning var der oprindeligt intet krav om, at der skulle afholdes folkeafstemninger, før landet kunne ratificere traktaterne. Men det blev politisk besluttet at afholde to folkeafstemninger om medlemskab af henholdsvis NATO og EU for at signalere betydningen af disse beslutninger for Sloveniens økonomiske udvikling, udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Afstemningerne var oprindeligt planlagt til at finde sted samme dag, den 9. februar 2003. Der opstod imidlertid en politisk debat om, hvorvidt afstemningerne skulle være bindende eller vejledende. I praksis ville det ikke have haft konsekvenser, da regeringen havde lovet at følge afstemningsresultatet. Men for at understrege beslutningernes vigtighed vedtog parlamentet en ændring til forfatningen, der gjorde afstemningerne bindende (artikel 3a).

Samtidig blev der også vedtaget et tillæg til forfatningen, der tillod borgere fra andre EU-lande at købe fast ejendom i Slovenien (artikel 68) og tillod udlevering af slovenske borgere til retsforfølgelse i andre EU-lande (artikel 47).

Der var næsten ingen politisk debat om medlemskab om EU og et overvældende flertal, knapt 9 ud af 10, stemte for medlemskab af den Europæiske Union. Selvom det var en klar afgørelse, var vælgerne mere delte i spørgsmålet om Nato. Her udgjorde ja-siden knapt to-tredjedele. Den lavere tilslutning til Nato havde blandt andet baggrund i, at nogle vælgere ville fortsætte traditionen fra det tidligere Jugoslavien, som under den kolde krig, havde været alliancefri i forhold til Nato og Warszawa-pagten. Derudover mente andre, at Nato’s luftbombardementer af Serbien i 1999 var bevis på, at Slovenien kunne blive trukket ind i krige, som landet ikke ønskede sig. Tilhængerne af Nato argumenterede for, at Sloveniens størrelse gjorde det nødvendig at være medlem af en sikkerhedsalliance og at 10-dages krigen i forbindelse med Sloveniens løsrivelse fra Jugoslavien i 1991 viste det.