Skjern Mølle, vindmølle i den nordlige del af Skjern. Det er en hollandsk vindmølle med galleri, undermøllen er opført i grundmur, og den ottekantede overmølle i træ er beklædt med træspåner, mens den bådformede hat er tækket med grønt tagpap. Møllen har jalousi-/klapvinger, og den krøjer (vingerne drejes op mod vinden), ligeledes automatisk, ved hjælp af en vindrose. Oprindelig blev Skjern Mølle opført i første halvdel af 1870´erne i Albæk ca. 6 km øst for Skjern som hjælpemølle for en vandmølle, men i 1882 flyttedes den til Skjern, der få år før var blevet en stationsby, og møllen opførtes lige over for stationen.

I de første år anvendtes kun vindkraft, men i 1882 installeredes en dampmaskine, og i 1913 forøgedes kapaciteten med en dieselmotor. Det var bl.a. nødvendigt, fordi der blev opført høje bygninger i møllens nærhed. Det gældende forbud kunne ikke håndhæves på grund af byudviklingen. Mølleejeren drog konsikvensen heraf, møllen blev taget ned igen, og i foråret 1917 fik den sin nuværende placering, hvor der var mulighed for mere vind. Det var blevet endnu mere nødvendigt, fordi det var vanskeligt at fremskaffe fossile brændstoffer under 1. Verdenskrig. Desuden formalede Skjern Mølle nu ikke blot korn, men forsynede i nogle år Skjern by med elektricitet via en dynamo.

Da forsyningssituationen normaliseredes, nedlagdes elproduktionen. Men en ny møller, Johannes Lund, udviklede forskelligt hønsefoder, bl.a. var møllen kendt for sin kyllingeblanding. Vindkraften suppleredes med forskellige motorer, der alle er forsvundet med undtagelse af en funktionsdygtig elmotor fra 1950´erne.

Driften ebbede langsomt ud, selv om møller Lunds søn, der overtog Skjern Mølle, forsøgte af følge med tiden, og han overdrog møllen til Skjern Kommunes Bevaringsforenng i 1978. Denne fik sat nye vinger på møllen og videregav den i 1987 til Skjern-Egvad Museum der efter istandsættelse genåbnede møllen i 1991 med det tidligere korntørreri fra 1960´erne indrettet til udstillingslokale.

Skjern Mølle var da atter funktionsdygtig som en af de få vindmøller i Vestjylland, og siden er flere dele blevet repareret eller udskiftet.

Skjern-Egvad Museum sammenlagdes med Ringkøbing Museum i 2007, og møllen hører nu under Ringkøbing-Skjern Museum, hvis direktør Kim Clausen har skrevet víndmøllens historie.

Møllens åbningstider: se hjemmesiden

Adresse: Langagervej 25 A, 6900 Skjern

Hjemmeside: www.levendehistorie.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig