Silke, pigenavn, der i Danmark er kommet på mode i løbet af 1990'erne. I sit udgangspunkt er navnet nedertysk og kendes som kalde- og kæleform for Cecilie. Pigenavnet Silke har altså oprindeligt ikke noget med materialet silke at gøre, som på tysk hedder Seide, men netop dette materiale har utvivlsomt bidraget til Silkes popularitet i Danmark. I 2024 bar 2.600 danskere Silke som første fornavn.