Sanddobberne, 2 km lang kyststrækning ud mod Nekselø Bugt i Nordvestsjælland. Kyststrækningen består af en ældre kystklitzone og en foranliggende græsklædt odde, adskilt af en vegetationsrig vig. De lave, uregelmæssige klitter afspærrer en tidligere Litorinahavbugt omkring Dragsholm. Der er anlagt en gangbro ud til oddens gode badestrand.