Saint-Pierre et Miquelon, franske øer ud for sydkysten af Newfoundland i det østligste Canada; 242 km2, 7000 indb. (2005). Den lille øgruppe, der siden 1985 har haft status som collectivité territoriale, er den sidste rest af Frankrigs besiddelser i Nordamerika. Ud over tilskud fra staten og en beskeden turisme er økonomien baseret på fiskeri, hvis fangster har været et stridsspørgsmål mellem Canada og Frankrig siden vedtagelsen af nye fiskerizoner fra 1970'erne. Under spiritusforbuddet i USA (1920-33) var hovedbyen St.-Pierre centrum for en indbringende smuglervirksomhed.