Søværnets Helikoptertjeneste, Søværnets Flyvetjeneste, enhed i flåden med helikoptere til maritime opgaver. Desuden deltager tjenesten i farvandsovervågningen i Danmark og i øvelsesaktivitet og operationer i både ind- og udland. Flybesætninger består af søofficerer som piloter og observatører samt stampersonel fra Flyvevåbnet som teknikere. Fra 1980-81 anskaffedes Lynx Mk 80-helikoptere, som siden er blevet opdaterede og levetidsforlængede.

Med rødder i Søværnets Flyvevæsen, der 1950 blev henført til Flyvevåbnet, anskaffedes der i 1961 helikoptere til brug i søværnet. Søværnets Flyvetjeneste blev i 1977 etableret som en selvstændig enhed underlagt Søværnets Operative Kommando. I 2003 blev enheden sammen med alle forsvarets øvrige helikoptere flyttet til Flyvestation Karup. I 2011 blev helikoptertjenesten organisatorisk lagt ind under Flyvevåbnet og ændrede navn til Eskadrille 723.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig