Rudolf Virchow

Rudolf Virchow var en tysk læge, patolog, socialmediciner og antropolog. Efter sin lægeeksamen blev Rudolf Virchow i 1843 ansat som kliniker og prosektor ved Charité Hospitalet i Berlin. Han beskrev allerede som 23-årig forskellen mellem blodpropper dannet på stedet (tromber) og blodpropper ført med blodstrømmen til andre dele af kredsløbet (embolier); desuden formulerede han de tre forudsætninger for dannelse af tromber: ændringer i blodets sammensætning, ændringer i blodets strømning og ændringer i blodkarrenes vægge (Virchows triade). I 1848 blev han udsendt til et tyfusramt område i Schlesien. Han tilskrev sygdommen elendige hygiejniske og sociale forhold og engagerede sig fra den tid stærkt i socialmedicinske problemer.

Pga. aktiv deltagelse i opstanden mod enevælden i 1848 og udgivelse af et reformvenligt tidsskrift blev han uønsket i Berlin og arbejdede i årene 1849-1856 ved universitetet i Würzburg, hvor han lagde grunden til sit hovedværk, Die Cellularpathologie (1858), hvori han gjorde op med den gældende opfattelse, at sygdom er et resultat af ubalance mellem legemsvæskerne (humoralpatologi). I dens sted satte Rudolf Virchow cellularpatologi, der fastslog, at sygdom er en følge af biologiske ændringer i celler. Han fastslog også, at celler udelukkende dannes ud fra andre celler (omnis cellula e cellula) og ikke kan opstå ud fra legemsvæskerne. Virchow skabte hermed det grundlag, som den moderne patologiske anatomi hviler på.

I 1856 blev han kaldet til stillingen som professor i patologisk anatomi i Berlin ved et nyt institut, der blev oprettet til ham. Han var politisk aktiv og medstifter af Deutsche Fortschrittspartei, et yderst liberalt parti. 1880-1893 var han medlem af den tyske rigsdag, ofte i opposition til Bismarck. Han grundlagde i 1847 det videnskabelige tidsskrift Virchows Archiv.