Brolund mellem Risø og Roskilde

.

I bunden af Roskilde Fjord ligger Roskilde med Vikingeskibsmuseet ved havnen og Domkirken højt over byen i baggrunden.

.

Nørrerev med Selsø i baggrunden

.

Kattinge Vig

.

Gershøj Kro

.

Roskilde Fjord, fjord på Sjælland med udmunding i Isefjord; 74 km2.Fjordens små vanddybder, de mange småøer og grunde har betydet store vanskeligheder for sejladsen, men har skabt forudsætning for et rigt fiskeri, hvor især ålebundgarnenes lange pælerækker langs snævringerne har kendetegnet farvandet. Fiskeriet er imidlertid gået stærkt tilbage, ligesom en industriel opgravning af østersskaller ved Frederikssund er ophørt.

I dag er fjorden et yndet fritidsområde med lystbådehavne, turistbådssejlads og kun lidt godstrafik.

Næsten hele fjorden er fuglebeskyttelsesområde og vinterrasteplads.

Langs Roskilde Fjord har der i stenalderen ligget adskillige bopladser. Nær Skuldelev i Horns Herred har man i anden halvdel af 1000-t. for at beskytte indsejlingen til byen iværksat en spærring af den smalle Peberrende der havde det mest direkte sejlløb ind til Roskilde. Som materiale anvendte man fem skibe, se Skuldelevskibene.

I 1857 oprettede søofficer Alexander Wilde m.fl. en dampskibsrute fra Roskilde via Gershøj og Frederikssund til Nykøbing Sj. Selskabet bag ruten fik bygget en hjuldamper i England ved navn "Frederik den 7." Ruten havde dårlig søgning indtil kongen selv benyttede færgen til en rejse fra Roskilde til Jægerspris.

Snart fik ruten bygget endnu en færge, et dampdrevent skrueskib (det første af slagsen på Roskilde Fjord) ved navn "Adjudanten". Den sejlede alene på ruten fra Selsø via Gershøj til Roskilde. Post fra hele Horns Herred blev fra 1859 udskibet i Gershøj. Skibene fik senere efterfølgere ved navn "Hornsherred". Ruten indstilledes i 1928 da "Midtbanen" oprettedes. Fra 1907 til 1928 fandtes endvidere fragtruten "Pilen" som gik fra Lyndby via Gershøj til Roskilde.

Under 2. Verdenskrig genopstod ruten mellem Gershøj og Roskilde med skibet "Vita", nu igen med post og passagerer. Ruten holdt til slutningen af 1950'erne. Fra 1928 besejledes ruten af de såkandte "Bertelbåde", turistbåde som kun sejlede lejlighedsvis om sommeren.

Ved Fredrikssund blev der i 1868 anlagt en pontonbro, Kronprins Frederiks Bro, over Roskilde Fjord. I 1928 blev den afløst af en klapbro med jernbanespor, mens den nuværende vejbro er fra 1935.

Der er færgefart mellem sommerhusområdet Kulhuse i det nordlige Horns Herred til Sølager på Halsnæs.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig