Robert Southey

Faktaboks

Robert Southey
født:
1774
død:
1843

Robert Southey, 1774-1843, britisk forfatter. Southey tilhører den engelske romantiks første generation, "The Lake School", sammen med Wordsworth og Coleridge. Ligesom de udskiftede han omkring 1800 sin ungdommelige revolutionstro med politisk konservatisme. Udnævnt til Poet Laureate fra 1813 skrev han bl.a. i 1821 det store hyldestdigt "A Vision of Judgement" ved George 3.s død. I forordet hertil fordømmes den "sataniske" lord Byron, som dog gav effektivt igen på kritikken med satiren "The Vision of Judgement" (1822).

Som digter blegner Southey ved sammenligning med fx Wordsworth og Coleridge, og interessen for hans digtning er primært af litteraturhistorisk karakter. Som prosaforfatter læses han derimod stadig som en for sin tid markant litteratur- og samfundskritiker, historiker og biograf, ikke mindst i kraft af sin biografi om lord Nelson, The Life of Nelson (1813, da. Nelsons Levnet, 1838).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig