Faktaboks

Robert Delaunay
Født
1885
Død
1941

Robert Delaunay, 1885-1941, fransk maler. Robert Delaunay, der i det væsentlige var autodidakt, blev en af den abstrakte malerkunsts banebrydere i Frankrig omkring 1910.

Som en variant af den analytiske kubisme udviklede han sammen med sin kone, maleren Sonia Delaunay-Terk, en særlig udtryksform, som hans ven, digteren Guillaume Apollinaire, kaldte orfisme.

Til Robert Delaunays kendteste værker hører de mange billeder af Eiffeltårnet. Hans hovedværk er dog det store maleri Byen Paris (1910-12, Musée national d'art moderne, Paris). Med serien af "vinduesbilleder", fx Vindue mod byen (1912, Kunsthalle, Hamburg), gik han over til det helt nonfigurative formsprog, som videreførtes i hans serier af billeder med "simultane skiver", fx Sol og måne samtidig (1912-13, Museum of Modern Art, New York).

Solspektrets farvebrydninger blev her kombineret med cirkelfragmenter. Orfismen kom i denne fuldt-udviklede form til at bestå af mangefarvede geometriske mønstre med en bevægelsesilluderende karakter, der knyttede den til den samtidige italienske futurisme.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig