Rikard Long, 1889-1977, færøsk forfatter og lærer samt politiker. Han skrev 1914-30 et mindre antal digte, der skildrer natur og årstider som sjælelandskaber. Novellen "Kaféið" (1917, Caféen) er usædvanlig i færøsk litteratur med sin ekspressionistiske beskrivelse af en mand på café, som spejler det moderne storbylivs mentalitet. Som medstifter af litteraturtidsskriftet Varðin i 1921 og dets redaktør gennem en lang årrække var han en vigtig inspirator og igangsætter.