Richterskalaen

Richterskalaen er en logaritmisk skala, som benyttes til at angive størrelsen af et jordskælv. Skalaen blev introduceret i 1935 af den amerikanske seismolog Charles Francis Richter (1900-1985), efter hvem skalaen er opkaldt.

Skalaen er baseret på observationen af, at størrelsen af udsvingene på en seismograf afhænger af afstanden til jordskælvet. Altså kan man omregne udsvingene til, hvad de ville svare til på en seismograf i 100 km afstand fra epicentret, og bruge dette som størrelsesmål, Richtertal (engelsk magnitude).

Oprindelig blev Richterskalaen konstrueret til Wood-Anderson-seismograferne, som man dengang brugte i Californien; de svageste jordskælv, for hvilke der var gode observationer, fik værdien 0, og hver stigning på en enhed svarede til en stigning på ti gange i jordskælvets udsving. Siden introduktionen har forskere udvidet målet, og mere fintfølende seismografer kan i dag registrere jordrystelser svagere end dem, der definerede 0; disse meget svage rystelser angives derfor som negative værdier.

Skalaen er desuden udvidet til, at Richtertallet kan udregnes på grundlag af mange forskellige seismiske bølgetyper og i forskellige geologiske zoner på Jorden. Dette giver systematiske forskelle, så den mulige nøjagtighed kun er en kvart enhed. De hidtil største Richtertal har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9. De mindste tal af interesse er lidt under 0. Skalaen omtales også som den åbne Richterskala, fordi den ikke har fastlagte største- og mindstemål. Andre betegnelser er m_L, m_b, M_s, M_ω, (M_w). M_ω, (M_w) kan kaldes momentmagnitude eller moment-Richtertallet.

Klassifikationen i Richterskalaen har også været anvendt til at udregne energiudladningen i et jordskælv, men usikkerheden er stor.