Richard Sorge, 4.10.1895-7.11.1944, tysk journalist og spion for Sovjetunionen. Sorge sluttede sig efter tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig til det tyske kommunistparti og rejste til Moskva i 1924. Herfra blev han sendt til Kina som spion under dække af at være tysk nazistisk journalist og i 1933 videre til Japan. Herfra kunne han i maj 1941 rapportere til Moskva, at tyskerne agtede at angribe Sovjetunionen i juni s.å., og i efteråret 1941, at japanerne ikke agtede at gøre det, hvilket gjorde det muligt for den sovjetiske hær at flytte betydelige styrker fra grænsen til Manchuriet til forsvaret af Moskva. Sorge blev arresteret af japanerne i oktober 1941 og siden hængt. I 1964 blev han posthumt udnævnt til Sovjetunionens Helt.