Reggio di Calabria

Artikelstart

Reggio di Calabria, syditaliensk havneby ved Messinastrædet; 186.400 indb. (2011). Byen er administrativt center for provinsen af samme navn. Lokale produkter er grundlag for fødevareindustri (frugt, olivenolie, fisk) og fremstilling af parfume (bergamotolie, jasmin). Reggio ligger i et af Italiens seismisk mest aktive områder og rammes jævnlig af jordskælv. Museo Nazionale della Magna Grecia har en betydningsfuld samling af græske og romerske kulturfund, bl.a. Riace-bronzerne.

Reggio, antikkens Rhegion, grundlagdes ca. 720 f.Kr. af grækere fra Chalkis. I 387 f.Kr. blev den erobret og ødelagt af Dionysios 1. af Syrakus, og i 270 f.Kr. blev den erobret af romerne for i 90 f.Kr. at blive municipium.

I folkevandringstiden var Reggio under skiftende magthavere indtil ca. 1060, da den erobredes af normannerne under Robert Guiscard. Efter Det Normanniske Riges oprettelse ca. 1100 delte byen skæbne med Syditalien (se Calabrien og Neapel).

I 1908 ramtes Reggio ligesom Messina af et ødelæggende jordskælv og blev genopbygget efter moderne principper med brede, snorlige gader og lave huse i beton. Da byen i 1971 mistede sin status som provinshovedstad til fordel for Catanzaro, førte det til voldsomme optøjer.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig