Rafael Ángel Calderón Guardia, 10.3.1900-9.6.1970, costaricansk læge og politiker, Costa Ricas præsident 1940-44, en karismatisk skikkelse med populistiske tendenser. Calderón var en stor lovgiver og reformator med en kristelig-demokratisk ideologi. Han grundlagde det nye universitet samt mange specialskoler og fremmede den sociale lovgivning.