Det polske landbrug adskiller sig en del fra landbruget i de andre tidligere kommunistiske lande i Mellem- og Østeuropa. I Polen lykkedes det aldrig at gennemføre en fuldstændig nationalisering af jorden, og derfor har det private landbrug i hele efterkrigstiden haft stor betydning. I den kommunistiske periode havde statsbrug ca. 1/4 af jorden, og private brug ca. 3/4. De statslige brug lå hovedsagelig i de områder, Polen overtog fra Tyskland efter 2. Verdenskrig. De havde en gennemsnitsstørrelse på ca. 3300 ha. De private brug var meget små, normalt under 5 ha, og ofte stærkt opsplittede.

Efter den politiske omvæltning i 1989 blev en stor del af statsbrugene privatiseret eller udstykket og solgt og landbruget gennemgik en kraftig omstrukturering. I 2004 var 88% af landbrugsarealet på private hænder, og gennemsnitsstørrelsen på de private brug var steget til 8,4 ha. I den sydøstlige del af landet dominerer brug under 5 ha fortsat. I den nordlige og vestlige del af landet har udenlandske investorer opkøbt betydelige arealer. Landbruget beskæftiger 2,1 millioner mennesker (2004), svarende til 16 % af arbejdsstyrken og producerer 3 % af BNP.

Landbrugsstøtte til polske landmænd var et af de største problemer i forhandlingerne om landets optagelse i EU.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig