Faktaboks

Pia Juul
Født
30. maj 1962
Død
30. september 2020
Pia Juul
Pia Juul i 2013.
Pia Juul
Af /Ritzau Scanpix.

Pia Juul var en dansk forfatter og oversætter.

Pia Juuls digte handler især om køn, erotik og identitet, som indkredses via en fragmenteret, men også rytmisk og sanselig form: Små ophakkede brudstykker af forløb peger mod oplevede sammenhænge — barndom, eventyr, hverdag, drømmeglimt.

Debutsamlingen levende og lukket (1985) skildrer en piges udvikling frem til en voksentilstand, som udforskes i i brand måske (1987) og Forgjort (1989).

Efter den episodiske roman Skaden (1990), som fortælles af en såret soldat, fortsatte Pia Juul i digtene En død mands nys (1993) sin undersøgelse af identitet gennem stumper af situationer og fortællinger.

Hendes karakteristiske brudfyldte, paradoksale skrivemåder, der eksperimenterer med stemmer og stillejer, har en ny direkthed i de sprogbevidste digte Sagde jeg, siger jeg (1999) og i Helt i skoven (2005). Novellesamlingen Mit forfærdelige ansigt (2001) rummer en stærktvirkende, neddæmpet tragik.

Romanen Mordet på Halland (2009) kredser med udgangspunkt i et mord om en midaldrende kvindes sammenbrud og psykologiske afsøgning af sig selv. I 2010 fulgte digtsamlingen Radioteatret, modelleret som en slags radio- eller hørespil for forskellige og ofte uventede stemmer. Pia Juul skrev desuden for selve radioteatret. I 2014 udgav hun Avuncular med den underfundige undertitel 'onkelagtige tekster', og det er netop onklen som figur i forskellige former, der tages under behandling.

Pia Juul høstede udbredt anerkendelse som både lyriker, prosaist og dramatiker. Hun modtog Aarestrupmedaljen i 1994, Statens Kunstfonds livsvarige ydelse fra 2000, Danske Banks Litteraturpris i 2009 for Mordet på Halland, Montanas Litteraturpris i 2010 for Radioteatret og Kritikerprisen i 2012 for novellesamlingen Af sted, til stede. I 2005 blev hun medlem af Det Danske Akademi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig