Pariserparlamentet

Pariserparlamentet, juridisk, administrativ og politisk institution i Frankrig før Den Franske Revolution.

Pariserparlamentet opstod i 1200-t., da det udskiltes fra kongens råd, curia regis. Dette råd havde fået øget betydning og blev opdelt i flere afdelinger. Rådets juridiske møder blev holdt separat, og i anden halvdel af 1200-t. beskrives disse som curia regis in parlamento.

Pariserparlamentets hovedfunktion var juridisk, men det udøvede også administrative funktioner, og det fik politisk indflydelse, idet kongelige forordninger skulle registreres af parlamentet, før de trådte i kraft. Registreringen forudsatte, at kongens forordning var i overensstemmelse med gældende lov, herunder fundamentallovene. På denne måde fik Pariserparlamentet indflydelse på lovgivningsvirksomheden.

Pariserparlamentet blev sidste appelinstans, bl.a. i sager, der angik kongen, såsom apanage, domænerne, majestætsfornærmelse m.m., ligesom det blev første instans for højadelen, der skulle dømmes af ligemænd. Med udvidelsen af kronens domæner voksede parlamentets indflydelse. Omvendt begrænsedes den af, at der især i 1400-t. opstod provinsparlamenter, der inden for deres område krævede samme beføjelser som Pariserparlamentet. Men blot i kraft af sit område — over halvdelen af Frankrigs areal — kunne Pariserparlamentet hævde sin særstatus.

Fra at være en vogter af kongens rettigheder blev Pariserparlamentet efterhånden en beskytter af nationens rettigheder. Og især fra 1500-t. kom Pariserparlamentet i opposition til kongemagten. Hvis parlamentet nægtede at registrere en lov, kunne kongen gennemtvinge dette enten ved lettre de jussion, hvorved han beordrede loven registreret, eller ved lit de justice, hvor han personligt mødte op i parlamentet. Pariserparlamentets indflydelse voksede i 1500-t., men blev bremset i 1600-t. af Ludvig 14. Efter hans død i 1715 fik Pariserparlamentet atter stor indflydelse, men kom ved Den Franske Revolution i opposition til masserne, og det blev nedlagt i 1790 sammen med provinsparlamenterne.

Tabet af indflydelse hang bl.a. sammen med parlamentsmedlemmernes rekruttering. Ved Pariserparlamentets oprettelse bestod det af verdslige og gejstlige stormænd, der snart fik følgeskab af jurister. Udviklingen gik samtidig fra en kongelig medvirken ved udnævnelsen af nye parlamentsmedlemmer til selvsupplering, hvor et parlamentsudvalg efterprøvede de nye medlemmers kvalifikationer, før de blev udnævnt. Da embedssalg og arv af embeder trængte frem i 1500-t., medvirkede også dette til, at parlamentsmedlemmerne udviklede sig til en embedsaristokratisk elite og toppen af noblesse de robe. Parlamentsmedlemmerne kom til at repræsentere en konservativ holdning, der stod i kontrast til revolutionens folkelige krav.