Pargas, fi. Parainen, by i den finske skærgård i Egentliga Finland, Västra Finlands län, nær Turku (Åbo); 12.100 indb. (2006), hvoraf 54% er svensksprogede. Broer forbinder bydelene og øer i oplandet. I bycentret findes en velbevaret træhusbebyggelse med moderne indkøbscenter og lystbådehavn. Umiddelbart op til byen ligger et kalkbrud, nu ejet af Nordkalk, byens største arbejdsgiver.