Faktaboks

Palle O. Christiansen

Palle Ove Christiansen

Født
3. september 1946

Palle O. Christiansen er en dansk etnolog og kulturhistoriker. Palle O. Christiansen, der er uddannet bådebygger, blev i 1975 mag.art. i europæisk etnologi. 1979-97 var han ansat ved Institut for Europæisk Folkelivsforskning og Institut for Arkæologi og Etnologi, hvorefter han 1998-2001 var lektor ved Institut for Historie. Hans videnskabelige karriere fortsatte som direktør for Dansk Folkemindesamling 2001-06; herefter fortsatte han som seniorforsker ved Det Kgl. Bibliotek.

Palle O. Christiansen blev i 1996 dr.phil. på afhandlingen A Manorial World. Lord, Peasant and Cultural Distinctions on a Danish Estate (forkortet dansk udgave: En egn bliver til, 2019). I bogen Lykkemagerne: gods og greve, forvalter og fæster i 1700-tallets verden (2002) undersøges livet og livssynet i et sjællandsk godsområde.

Palle O. Christiansen følger i folkemindeforskeren Evald Tang Kristensens fodspor i bogen De forsvundne. Hedens sidste fortællere (2011). Han har desuden beskæftiget sig med bl.a. national selvforståelse, fx som redaktør og bidragsyder til Veje til danskheden: bidrag til den moderne nationale selvforståelse (2005).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig