Faktaboks

Palle Lauring
Født
16. oktober 1909
Død
3. oktober 1996

Palle Lauring, 16.10.1909-3.10.1996, dansk forfatter og historiker. Palle Lauring voksede op i et lærerhjem på Frederiksberg som den usikre og sky, men fantasirige bror til den mere udadvendte Gunnar Lauring. Trods dårlige erfaringer med skolen blev Palle Lauring sendt på seminarium og tog lærereksamen.

Hans tidligt vakte interesse for historie fandt udtryk bl.a. i en række romaner, fx Vitellius (1944) og Borger Alexandre (1946). Den historiske fortælling førte med mellemstationer som Danmarks Håb og Horn (1954) og ungdomsromanerne Stendolken (1956) og Ulv i viking (1957) over i et mere fagligt funderet og omfattende Danmarkshistorisk forfatterskab.

Palle Lauring har beskrevet historiske begivenheder og lokaliteter, fx Her skete det. Sjælland (1966), Nørrejylland (1968) og Øerne (1974), han har udarbejdet omfattende egnsbeskrivelser, fx Bornholm (1957) i serien Rejse i Danmark, han har udsendt værker om tidligere danske områder, fx Danmark i Skåne (1952) og Dansk Vestindien, historien og øerne (1978), han har biograferet konger, dronninger og andre fremtrædende danskere, fx Dronninger og andre kvinder i Danmarkshistorien (1981).

Som biograf forsøgte han altid at forstå personerne ud fra deres personlige og historiske forudsætninger, men han vidste, at historikeren bevæger sig på usikker grund, "når vi forlader sildepriserne og giver os til at tale om mennesker". Blandt hovedværkerne er Laurings ufuldendte Danmarkshistorie i ti bind (1954-79). Værkerne afspejler lærdom og indsigt også inden for felter som geologi, sprog, litteratur og kunst. Sent i sit liv udsendte han to usminkede erindringsbind, To verdner (1989) og Brydningstid (1992).

Som publicist, fortæller og debattør fik Palle Lauring stor gennemslagskraft, både i aviser, radio og tv; navnlig radioen forstod at udnytte hans usædvanlige evner som fortæller, men også på tryk havde hans sprog en umiskendelig mundtlig karakter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig